Med nabo ombord …

Fra Kaløvig til Hou

Onsdag den 11. juli 2018

Ombord er kaptajnen og undertegnede, samt 2 gæster. Vejret er super flot – men ingen vind – så vi sætter ikke sejl. Vi har igen pakket og stuvet båden fuld af proviant mm. Målet er i dag Hou, hvor så den ene gæst bliver hentet

Fra Kaløvig kl 14:00 og ankomst 17:30 i Hou – det er gået ret hurtigt, så strøm forholdene har været optimale.

Vi handler ind til grill på terrassen, og kort tid efter kommer Visens Skib, som stiller op til sang og underholdning.

Om Visens Skib:

Siden Niels Skouby og Leni Petersen i 2000 søsatte den første koncertturné, er Visens Skibs årlige sommerturné blevet en stadig mere kendt tradition. Interessen har været støt stigende gennem alle årene, vi har været på farten, og er altid afhængig af den enkelte havns opland og det strålende danske sommervejr

Vore gæster kører hjem, der skal vaskes op og det er nemt her i Hau Havn – her er meget fine sejlerfaciliteter. Alt bliver sat på plads i båden og så må jeg en tur rundt på havnen for at nyde endnu en fantastik solnedgang.

Så smukt er solnedgangen – bliver aldrig træt af at nyde det.

Fra Hou til Endelave

Torsdag den 12. juli 2018

Nyder den helt usædvanlige stille ro her er, faktisk mindes jeg ikke at der her i havnen har været så helt vindstille tidligere. De 2 andre sover – så også her er der ro.

Senere – op i det skønne rene og varme baderum. Koger en kedel vand og nyder kaffen alene.

På et tidspunkt kommer de 2 andre dog til live og kort tid efter, kl. 11:15 går vi om i trafikhavnen for at tanke – 17,5 l blev det til … og ja det er så den mængde vi har brugt på turen fra Hou til Norsminde og hjem til Kaløvig og igen retur til Hou.

På et tidspunkt slukker vi motoren ude på det total spejlblanke vand og lader båden flyde. Her nydes morgenmaden – eller det hedder vel egentligt Brunch på den tid af dagen.

Vi kommer i havn kl 15

– havnen er fyldt på det tidspunkt, men alligevel lykkes det os at klemme os ind mellem 2 både.

Den lille Café oppe ved lægeurtehaven når vi op til 1/2 time før lukketid. Vi får en super lækker frokost – jeg en rødbedetærte med kartoffel/linse salat og en super lækker hjemmelavet humus – som alt det andet i øvrigt også er og det hele er pyntet med blomster fra morgenfrue. Skipper får en ø-platte og vores gast noget humus. Det hele med supergodt brød.

Alt er mega lækkert.

Aftenen er så varm at en dukkert – i det meget varme vand – lokker

Tilbage på båden, hvor vi bare nyder det – laver en slags ønskekoncert med forskellige YouTube musik

Aftenen byder også på den smukkeste solnedgang

Fra Endelave til Ballen

Fredag den 13. juli 2018

Endelave havn har nogle udmærkede baderum. Det benyttede jeg mig af umiddelbart efter at jeg vågnede kl 8:00. Gik så hen efter det morgenbrød vi bestilte i går og da jeg kom retur var Skipper stået op.

En hel del både var allerede gået ud af havnen og hele tiden flere på vej.

Morgenmaden blev nydt i havnen og umiddelbart derefter går vi afsted. 10:15. Der er lidt vind så vi regner med at sætte sejl.

Det gør vi så oppe ved nordbøjen, hvor vi igen skal sætte kurs mod syd for at komme syd om Samsø – vinden er nord/nord/vest og meget smalt farvand og derfor er det ikke optimal for vores motorsejler – før vi vender næsen syd og dermed får vinden agten.

Da vi så endelig får sat sejlet og stoppet motoren – ja så er der total fred og vi glider afsted med en gennemsnitsfart på 4 – 4,5 kts. Feeeedeeest.

Vi kommer forbi Vesborg Fyr – og her skriver Samsø Ferieboliger:

Vesborg Fyr og sydspidsen af Samsø emmer af historie, spænding og nok også et par velbevarede hemmeligheder.
I middelalderen var området ved Vesborg Fyr nemlig et af Danmarks største militære anlæg – Valdemar Atterdags borg. Det store forsvarsværk var strategisk anlagt på en høj bakke på Samsøs sydvestligste punkt. Herfra kunne man overvåge store dele af det sydlige Kattegat samt indsejlingen til Lille- og Storebælt.
Anlægget/Vesborg voldsted bestod af en hovedbanke beskyttet af hele tre volde og voldgrave. Disse var optil 10,5 m. dybe og 20 m. brede. Jorden fra etableringen af voldgravene blev brugt til at forhøje hovedbanken og voldene. I dag er en stor del af hovedbanken brudt ned af havets erosion.
I 1858 begyndte man opførslen af Vesborg Fyr og fyrmesterhuset, som vi kender det i dag. Siden – under den kolde krig – kom udsigtspavillonen til, hvorfra der i en årrække blev holdt et vågent øje med Warszawa-pagtens skibe. Ved indgangen til Vesborg Fyr området findes endvidere et gammelt krudthus, som oprindeligt var magasinrum for de materialer, der blev brugt til varselsskud for at vejlede forbisejlende i tåget vejr.
Fyrtårnet og krudthuset er i sommerhalvåret åbent for publikum, og fra det 19 m. høje fyrtårn kan man i klart vejr se Sjælland, Fyns Hoved, Nordfyn, Æbelø, Endelave og Jylland. Fyrmesterhuset, udsigtspavillonen og fyrassistentens bolig har alle gennemgået en større renovering og byder i dag på ferieboliger af høj kvalitet i unikke og nostalgiske rammer. Her vågner man til bølgernes skvulpen, naturens dufte og historiens vingesus.

Vi ankommer Ballen 15:15

og kommer til en havn, hvor der er rigtig mange sejlere.

Vi finder en plads i 3.række og bliver underholdt de næste par timer med endnu flere der kommer i havn og forsøger at finde plads. I nogle rækker ligger de 6-7 både ude på hinanden

Skipper snupper en morfar og vi piger tjekker lige Ballen by.

Her er ret megen aktivitet, små butikker og spisesteder.
Et sted kommer en gut og spørger om vi vil have et glas vin og – ja – vi blev lokket ind på et lille hyggeligt sted, fik et lille glas rosé og købte selvfølgelig så også selv et glas.
Ja ja – man er vel på ferie.

Vi hentede skipper lidt senere.
Vi var blevet enige om at spise lidt fisk her på havnen og valgte Røgeriet hvor vi fik serveret friskrøget laks, salat og brød,

Det var ok men undrede os alligevel over at det serveres på engangstallerkener og vin i vandglas – “Vi er udgået for vin glas” sagde de. Men de var søde og det er OK og maden var lækker.

Vi sidder lidt og nyder stilheden i kahytten inden vi går tidligt i seng

Fra Ballen til Langør

Lørdag den 14. juli 2018

Tidligt – 8:20 – går vi fra Ballen – det er mest fordi nabobådene begynder at flytte rundt. Nårhh ja så var vi alligevel vågen og så kan vi være i Langør før vore gæster kommer.

Vejret er gråt og lidt køligt, men ingen vind. Det er en meget spændende tur når vi nærmer os Langør. Her er mange små øer og og smalt farvande og man går tæt på land.

Visit Samsø skriver:

Vejen til Langør fører dig forbi Samsøs yngste og mindste kirke. Placeret smukt på en bakketop er den et markant vartegn for alle, der færdes i Stavns Fjordområdet. Efter kirken kommer man til havnen ad en smal dæmning.

Pga. de store vanddybder og den beskyttede placering var Langør frem til 1800-tallet Samsøs eneste havn. Her lossede man fremmede varer og udskibede produkter til bl.a. Norge og Slesvig-Holsten.

Op til vor tid er der drevet kystfiskeri fra havnen, men i dag er det kun fritidsfiskere, der sejler ud til deres garn og ofte møder både med morgenroere fra Samsø Roklub, som har til huse yderst på nokken.

Der er stadigvæk en helt speciel stemning i havnen, som tiltrækker mange lystsejlere.

Vi finder en fin plads i havnen 10:30 og kort tid efter kommer vore gæster.

Dagen bliver brugt på at køre lidt rundt på øen, først en tur op til Nordby hvor vi får en frokost og derefter ned til Ballen

Om ballen skrives:

Da der tidligere var dampskibsforbindelse fra Ballen til København og Odense, var det naturligt, at det var her, de rejsende fik deres indgang til øen og dermed her, øens turisme startede.

På købmandsgården, indlogerede fx digteren Holger Drachmann sig sammen med sin hustru Emmy.

Ballen blev efterfølgende tilholdssted for prominente badegæster og i det hele taget et populært feriested, som også i dag er meget besøgt.

Ud over butikker, cafeer, restauranter og mange typer overnatningssteder har Ballen fine badestrande og en kæmpe lystbådehavn, hvor en naturvejleder har gode tilbud til børnene.

Det er også her på havnen, man kan købe frisk fisk.

I Ballens nordlige udkant finder man Samsø Energiakademi.

Tilbage på Langør havn

Vi har handlet til en let grill menu og hygger på terrassen ved meget fine sejlerlokaler. Vore gæster må afsted kl 20 for at tage retur med færgen – i øvrigt har de købt en endagsbillet – hvor man kan tage bil inkl. passagerer med – for bare 499.- tur/retur. Det er OK.

Resten af aftenen må endnu en vidunderlige solnedgang nydes.

Alt er idyl – indtil jeg går på toilet – med min iPhone i lommen – lægger den på toiletpapirholderen, og går derfra  uden telefonen. Opdager det 5 minutter senere. Går tilbage.

Den er væk ?

Vi hænger selvfølgelig sedler op, ringer til havnemesteren, men den komme ikke retur.
Hvad kan man lære af det?

Fra Langør til Kaløvig

Søndag den 15. juli 2018

Sommeren fortsætter, det er stadigt varmt og temmelig vindstille. “I Love it”  Havet ser ud som var det blødt fløjl.

Stemningen er også stille ombord, især da vi igen stopper motoren og finder fiskestænger frem og bare lader alle tanker flyve væk og være tilstede lige nu. Jeg har jo forresten heller ikke nogen mobiltelefon der kan bryde stilheden ?

Vi kommer i Kaløvig havn  kl 16 og skipper og gasten bliver hentet –

“Der er bold på TV, som jo er et must at se”

Jeg bliver for at rydde op på båden, få den spulet, lavet lugen så den let kan åbnes og lukkes, ændre på hvor en ledning opsætning og forskellige andre småting. Hjemme kl 20.

5 dejlige dage – fyldt med sommer, sol og frihed.